Indhold

Jens Christian Jensen Løth 1875 - 1959

"Gudbenådet Håndværker, Hedning, Krybskytte og Dranker".

Kirken i Skørping er omkranset af et solidt hvidkalket stendige. Det blev opført i begyndelsen af 1900 tallet, og om dette dige blev der i folkemunde sagt, at det var ”sat i sprit.” Her var det naturligvis ikke selve diget man tænkte på, men derimod tilstanden hos manden der byggede det.

Diget blev bygget af min oldefar, Jens Christian Jensen, kendt under navnet Jens Løth. Han var i Skørping, Rebild og omegn berygtet som en usædvanlig dygtig håndværker, men også som en drikfældig og til tider brutal mand, hvis respekt for såvel verdslige som kirkelige autoriteter, kunne ligge på et meget lille sted.

Han var en mand med mange evner. Med sine hænder kunne han lave alt, og han forestod som murermester opførelsen og vedligeholdelsen af mange huse og bygningsværker omkring Skørping, som også står der den dag i dag.

Kunstnerisk udfoldede han sig med kalligrafi, sindrige træskærerarbejder og stenhuggeri. Om sidstnævnte evne siger overleveringerne, at han blev kaldt til København, når særlige stenhuggerarbejder skulle udføres i hovedstaden. Skrive og fortælle kunne han også. På Spillemands, Jagt og Skovbrugsmuseet i Rebild findes

Jens Christian Jensen Løth

hans manuskript om hans tid som krybskytte i Rold Skov. Dette manuskript er siden gengivet i Jesper Lauersens bog, Krybskytter i Danmark, fra 1986. Manuskriptet kan også ses og læses her.

Fantasien har bestemt heller ikke fejlet noget. Med gedigne og til tider fuldstændigt vanvittige løgnehistorier, lykkedes det ham gang på gang at sno sig uden om videre tiltale i retssystemet for anklager om krybskytteri, tyveri fra skoven og andre forhold.

Alle disse evner blev dog overskygget af en eneste, - nemlig hans umættelige trang til brændevin og evnen til at formøble sin indtjening på kroen, hvor det blev til mange ”små sorte” i gode venners lag.

Jens Christian Jensen Løth blev født den 16. maj 1875 i Store Arden sogn. Når hans drikkeri og brutale adfærd skulle forklares, blev der i familien sagt, at ”i må bære over med Jens. Han har haft en forfærdelig barndom.” Hans far, - der var ledvogter mellem Arden og Støvring, - var en autoritær og dybt troende mand, der prompte straffede Jens for den mindste forseelse med indespærring i en mørk, kold og fugtig kartoffelkælder. Når Jens blev lukket ud igen, kunne han ofte hverken stå eller gå, og først efter nogen tid kunne hans øjne igen tåle det skarpe dagslys. Med denne baggrund er det ikke underligt, at Jens resten af sit live afskyede religion og autoriteter.

Som 23 årig stifter Jens for første gang bekendtskab med retssystemet. Han har hverken ladet sig indskrive i Rullen eller mødt op på session. For dette straffes han ifølge politiprotokollen for Hellum-Hindsted Herred med 8 dages simpelt fængsel. Det har sikkert ikke rørt ham det fjerneste, - bortset fra, at det også betød 8 dages tvungen afholdenhed.

Dette blev ikke sidste gang, at Jens måtte møde op i retten, men som vi skal se i de følgende historier, så lærte han efterhånden at sno sig, og for det meste lykkedes det ham at enten helt at slippe uden om anklagerne eller blive dømt efter de mildeste paragraffer for forholdet.

I 1898 bliver Jens gift med min oldemor Karen Kristine Nielsine Rosenkilde. De får sammen 10 børn. Der var derfor mange munde der skulle mættes, og da det meste af Jens’ indtjening endte i kromandens lommer, måtte der suppleres til føden på anden vis, og det kom blandt andet til at ske gennem krybskytteri i Rold skov.

En nat i 1901 er Jens i skoven med sin bøsse. Skovfogeden H. V. Larsen har imidlertid forinden opdaget Jens’ ofte benyttede skjulested, og denne nat lister han sig ind på Jens og overmander ham med et slag i nakken med en knippel. Ved denne lejlighed bliver Jens’ fortænder slået ud. Til sine dages ende blev han ofte citeret for at sige, ”om jeg dog bare kunne forstå, hvordan et drag i nakken, kunne slå mine tænder ud.” Skovfogeden fortalte ham aldrig, at han var blevet slået med en gummiknippel, der ved slaget i baghovedet havde svirpet om hovedet på ham og på denne måde ramt tænderne.

Jens måtte en tur i retten. Selv om skovfoged Larsen var rasende over de små straffe som krybskytterne oftest fik, var han åbenbart en venlig mand. Han tilbød Jens, at han kunne køre med ham, den dag de skulle i retten. Turen var åbenbart meget hyggelig. Jens skriver i sit manuskript om sin tid som krybskytte, at de fik talt om mangt og meget, og at det først var inde i retten, at skovfogeden blev grov.

Karen Kirstine Rosenkilde

Jens og skovfoged Larsen skal sidenhen mødes mange gange i retten. En af disse er i 1909, hvor Jens igen er anklaget for ulovlig jagt, men denne gang er Jens mere inde i paragrafferne. Han indrømmer, at hans ærinde i skoven vel nok var ulovlig jagt, men da han ikke havde løsnet skud og fældet noget dyr, så tilbyder han i henhold til § 23 i lov af 8/5 1894, at betale en bøde på 50 kr. til Skørping kommunekasse, for at være antruffen med bøsse i skoven. Retten godtager tilbuddet fra Jens, der dermed slipper for en tur i fængsel.

Hvorfra havde Jens så denne viden om muligheden for at blive dømt efter en mildere paragraf? Højst sandsynligt har han i såvel denne som nogle følgende sager, fået ”juridisk assistance” af sin svigerfar, Anton Rosenkilde. Anton Rosenkilde var invalid og uarbejdsdygtig, og han havde derfor i slutningen af 1800 tallet sammen med familien henslæbt mange år i Rebild fattighus. Da han ikke kunne præstere fysisk arbejde, valgte han i stedet at bruge hovedet, og det lykkedes ham at komme ud af fattigdommen ved at nedsætte sig som selvbestaltet juridisk rådgiver i Rebild. Folk fra nær og fjern rejste til ham for at få ordnet deres papirer eller for at få juridisk vejledning, hvis de var raget uklare med myndighederne. Man kan læse mere om Anton Rosenkilde her.

Allerede samme år, må Jens endnu en tur i retten for ulovlig jagt. Denne gang er han antruffet i skoven med et skudt dyr. Som følge af bevisets stilling må der altså tages temmelig fantasifulde midler i brug, hvis han skal gøre sig håb om at komme ud af denne situation uden straf. Dette sker gennem en efter al sandsynlighed fantastisk og gedigen løgnehistorie, som måske er brygget sammen hen over et par ”små sorte,” sammen med svigerfar Anton Rosenkilde.

Jens var en aften omkring kl. 22 taget på fersk gerning i færd med, at hive et skudt krondyr ud af et skjul et sted i skoven, der tilhørte Lindenborg gods. I retten forklarer Jens, at det såmænd var rigtigt nok, at han i denne sene aftenstund var i færd med at hjembringe et skudt dyr, men der var på det bestemteste hverken tale om ulovlig jagt eller om et dyr, der var skudt på godsets område. Sagen var derimod den, - forklarede Jens, - at dyret var skudt på en bekendts ejendom i Rold, hvor Jens havde jagtretten. Da dyret ikke var særlig stort og efter udtagning af indvoldene derfor ikke vejede ret meget, besluttede Jens, at han ville bære det hjem til fods fra Rold til Skørping, hvilket var en tur på ca. 8 km. Dyrets vægt tyngede imidlertid mere en forventet, og undervejs blev han overmandet af træthed. Han besluttede derfor, at gemme dyret af vejen et sted i skoven og hente det næste dag, hvor han så blev pågrebet af godsets skovrider..

Jeg kan ikke forestille mig, at retten har troet på denne usandsynlige historie, men det har heller ikke haft nogen betydning. Spørgsmålet for Jens har alene været, om forklaringen kunne modbevises. Retten kunne konstatere, at historien om jagtretten i Rold var sand nok, og om resten af historien forholdt det sig netop således, at retten ikke kunne modbevise Jens’ forklaring. Dommen lød derfor, jf. domprotokol for Hellum-Hindsted Herred, således:

”Thi kendes for ret. Tiltalte Murer Jens Christian Jensen kaldet Jens Løth af Skørping, har for det offentliges tiltale i denne sag fri at være. Sagens omkostninger udredes af det offentlige at efterkommes under ansvar efter loven.”

Året forinden, - i 1908, - bliver Jens Løth stævnet for retten i forbindelse med en voldssag. Jens og nogle arbejdskammerater var beskæftiget med opførelse af nye tilbygninger til et af skovens huse, - Skelhus, - ved Arden, der var tjenestebolig for en af skovens opsynsmænd. En dag under arbejdet bliver der tilsyneladende drukket en del. Jens og arbejdskammeraterne lukker dyrene ud af deres folde og jager dem af gården. Stemningen er truende, og da opsynsmanden kommer hjem fra skoven, opstår der slagsmål mellem ham og arbejdsfolkene. Opsynsmanden anmelder overfaldet til sin foresatte, skovrideren, der efter rådslagning med Overførsterinspektionen i Aarhus, pålægger opsynsmanden at anmelde overfaldet til politiet.

Efter politianmeldelsen indkaldes opsynsmanden, Jens Løth og de øvrige involverede til retten i Terndrup for at afgive forklaring. Til sin overraskelse må opsynsmanden konstatere, at Jens Løth og de øvrige arbejdere i forvejen har indleveret en modklage, hvor de anklager opsynsmanden for at være dén, der startede slagsmålet, og de beskriver opsynsmanden som en utiltalende person, der altid blandede sig i arbejdets udførelse og uretmæssigt beskyldte arbejderne for tyverier fra arbejdspladsen og for byggesjusk.

Jens Løth og de øvrige arbejdere vidner i retten til fordel for hinanden. Det er nærliggende at antage, at de inden mødet i retten har afstemt deres forklaringer, og at påstanden om, at det var opsynsmanden der begyndte slagsmålet ikke nødvendigvis er sand. Det er i alle tilfælde tænkeligt, at de i deres beruselse havde besluttet, at opsynsmanden fortjente en omgang klø på grund af hans chikanerier.

Opsynsmanden afviser deres historier som løgn fra ende til anden. I sin fortvivlelse erkender han, at sagen nu er spidset til, og at han hellere må få en sagfører, hvilket han dog ikke har råd til. Han beder derfor skovrideren om hjælp til at søge Landbrugsministeriet, - hvorunder skovvæsenet hører, - om fri proces. Dette skal dog vise sig, at være et træk, der langtfra får den ønskede udgang for opsynsmanden.

Da ministeriet involveres i sagen, rekvirerer dette en udskrift af sagen og indhenter samtidig en udtalelse fra Bygningsinspektionen. Udtalelsen her fra er absolut ikke til fordel for opsynsmanden. Bygningsinspektionen bekræfter Jens Løth og de andres udlægning af opsynsmandens person, og beskriver ham som ”en ubehagelig og trættekær person, der ser sig forfulgt og bedraget af alle de mennesker, som tilfældet bringer ham i berøring med”. Inspektionen bekræfter også, at det var opsynsmandens evindelige indblanding i arbejdet, der førte til stridigheder. Sidst men ikke mindst afviser bygningsinspektionen opsynsmandens påstand om byggesjusk. Byggeriet betegnes som ”vel udført arbejde”. Der havde ganske vist været et problem med et fundament, men da dette blev påpeget, blev det udbedret straks herefter.

Landbrugsministeriet melder herefter tilbage, at de ikke ønsker, at der skal foretages videre i sagen. Således slap Jens Løth også denne gang for videre tiltale.

Det var ikke første gang, at en sag omkring Jens Løth fik en udvikling der gjorde, at selve ministeriet måtte indblandes. I 1905 bliver Jens Løth anklaget af skovrider G. Holm for ulovligt, at have borttaget en halv bunke brænde til en værdi af 1 kr. og 55 ører fra skoven. Jens undskylder sig med, at han troede, der var tale om en bunke brænde, han havde købt, - men endnu ikke betalt, - ved en auktion nogle måneder forinden.

Skovrideren kender udmærket Jens og kalder ham for ”en dårlig person”. Han ved derfor også, at Jens kender skoven som sin egen bukselomme og at historien om, at han blot havde taget fejl af nogle bunker, er det pure opspind. Sagen anmeldes til herredskontoret, der forelægger den for Aalborg Stiftsamt. Amtet godtager imidlertid Jens’ forklaring og afviser, at der skal gøres mere ved sagen.

Denne afgørelse gør skovrideren rasende. Da herredskontoret end ikke pålægger Jens at betale for det brænde, han havde købt på auktionen, står skovrideren nu med en rigtig dårlig sag. Jens havde nemlig kort tid forinden, sendt konen hen til skovrideren for at betale for brændet, men skovrideren afviste at modtage betalingen under henvisning til den verserende sag. Med afgørelsen fra amtet og herredskontoret, ser han sig nu ikke i stand til at inddrive betalingen. Han farer derfor i kridthuset og skriver til Overførsterinspektionen og beder inspektionen kontakte Landbrugsministeriet, således at ministeriet kan pålægge amtet og herredskontoret at genoptage sagen.

Forelagt sagen skriver ministeriet imidlertid tilbage, at ”der ikke vil kunne foretages videre i denne sag, med et for skovvæsenet heldigt resultat.” Således fik Jens for en tid gratis brænde til komfuret.

Jens’ respekt for skovens ejendom kunne, - som ovenstående historier viser, - ligge på et meget lille sted, men som han skriver i manuskriptet om sin tid som krybskytte, så var det jo statsskov, og da han jo selv var en del af staten, så forekom synden ham ikke så stor.

På sine mere modne dage synes Jens at blive lidt mildere stemt. Ulovlighederne i skoven ophørte og eftermælet blev sikret gennem solidt og professionelt håndværk. Min farbror Svend Rosenkilde Jensen har beskrevet sin barndoms minder om Jens i et notat, der findes på lokalhistorisk arkiv i Skørping. Svend beskriver her Jens som en rar og venlig bedstefar, der aldrig var rå eller brutal, men derimod en person, som børnebørnene beundrede og så op til som manden der kunne alt, og som holdt dem forsynet med en lind strøm af hjemmelavet legetøj, - af ypperste kvalitet vel at mærke.

Trangen til brændevin blev dog ikke mindre med årene. Tit og ofte kom han hjem fra kroen slingrende på en cykel, som han kun med nød og næppe formåede at holde oprejst. I Jens’ egne øjne var det dog ikke cykelrytteren, der var noget galt med. Det var derimod cyklen, der var noget gammelt og forbandet ”hvingelvornt bras”.

På sine gamle dage finder Jens det passende, at sikre sit minde for eftertiden gennem et portrætfoto. Efter en tur hos fotografen kommer han hjem med billedet, der kan ses her til venstre. Jens er dog langt fra tilfreds med portrættet. Han synes, at han ser alt for bister ud, men noget stort smil kunne han jo heller ikke præstere, da han manglede sine fortænder, efter at de var slået ud af skovfogeden mange år tidligere. Forelagt billedet lyder dommen fra en nabokone: ”Du ligner en olm tyr, Jens. Men det er også lige hvad du har været alle dine dage."

Sin sidste tid tilbringer Jens på alderdomshjemmet i Støvring. På sit værelse har han en krukke med bolsjer, så der er lidt at byde de gæster, der besøger ham. Omsætningen i bolsjekrukken er dog ikke særlig stor, for alle der med jævne mellemrum besøger Jens ved, at han har suttet på hver eneste af dem. Når krukken skulle suppleres med nye forsyninger, ville Jens så nødigt have, at hans personlige smagsfavoritter havnede i andre munde end hans egen. Derfor skulle der smages på dem alle, således at han kunne sikre de bedste til sig selv, inden resten blev sat frem til gæsterne.

I Støvring besøgte præsten ofte de gamle på alderdomshjemmet. Her fik han en personlig snak med dem på deres værelser, for således at berede dem vejen til det hinsides. Men hos den erklærede hedning Jens Løth blev døren smækket i med et brag, når præsten bankede på.

I juni 1959 kort før sin død, lod Jens dog præsten komme inden for. Jens Løth døde den 25. juni 1959 og blev begravet få dage efter i Skørping Ny-kirke. Da præsten i Støvring kort før Jens’ død således allernådigst havde fået bevilliget audiens hos Jens, kunne Skørping-præsten derfor sende Jens Løth af sted fra denne verden med følgende bemærkning: ”Jeg har dog hørt fra min kollega derovre fra Støvring, at det skulle være blevet lidt bedre med de gudelige her på det sidste.”

Ifølge min farbror Svend Rosenkilde Jensen, skyldtes den pludselige gæstfrihed over for præsten dog ikke en nyopstået religiøs vækkelse hos Jens. Den gamle havde såmænd blot været for træt og svag til at protestere over besøget.

Svend Rosenkilde Jensens beretning om sin bedstefar kan læses her.