Indhold

Krybskytten der mistede sine fortænder

På sine gamle dage var min oldefar Jens Christian Jensen Løth, - Anton C. H. Rosenkildes svigersøn, - en ivrig læser af Dansk Jagtforenings blad , Jagttidende. På et tidspunkt, - antagelig i 1940'erne eller 1950'erne, - skev han en artikel til bladet om sin tid som krybskytte i Rold Skov i begyndelsen af 1900 tallet.

Manuskriptet er senere brugt i Jesper Laursens bog fra 1986 - Krybskytter i Danmark.

Dét, der formentlig er originalmanuskriptet, findes i dag på Spillemands, Jagt og Skovbrugsmuseet i Rebild og fotos heraf, kan ses på disse sider. Manuskriptet er renskrevet og kan læses herunder.

Under en af sine jagter overmandes Jens Løth af skovfogeden, der giver giver ham et slag i nakken med en knippel. Ved denne lejlighed mister Jens sine fortænder. Han undrer sig til sine dages ende over, hvordan et slag i nakken kunne resultere i, at hans fortænder røg ud. Svaret findes nederst på siden efter Jens's beretning.

Krybskytten fortæller. En beretning af Jens Løth

Antagelig original- manuskriptet af Jens Løth. Klik på et billede for at få vist en større udgave

Ved at læse Jagttidendes fortrinlige jagthistorier m.v. får jeg lyst til at give et bidrag til bladet. Jeg var også i sin tid jæger, dvs. jæger og jæger er jo to ting. Jeg drev som regel den ulovlige jagt, og var dermed i folkemunde krybskytte. Men hvad? Kan nogle af mine oplevelser ikke alligevel være interessante at høre?

Disse oplevelser havde jeg omkring århundredeskift et i en af landets største skove, hvor der både var kronvildt og råvildt, særligt det første havde min interesse. Jeg var ganske almindelig arbejdsmand, med en dengang almindelig stor børne flok. Lønnen var lille, sygdom faldt ofte ind, især for konens vedkommende. At skaffe lidt ekstra til husholdningen var somme tider ret nødvendig. Den smule jagt, man havde råd til at leje, gav som regel for lidt, en enkelt hare el. lign., men hvad var det til et dusin munde?

Jeg havde lidt jagt op til den store skov med det store vildt, skydehytte i skovens nærhed, gulerødder og lignende. Lækkerier var lagt ud i passende afstand men mangen kold nat gik uden noget på tasken. Fristelserne for at forsøge at gå i skoven kom over mig. Chancerne der inde måtte være større, og mad skulle der skaffes.

Da der en måneklar nat indtil kl. 24 intet var sket og koldt var der, listede jeg mig langs skovkanten og der hvor jeg synes det kunne passe, gled jeg over skellet. Der fandtes 3-4 af min slags i omegnen, dog var de mere professionelle, og skød kun for fortjeneste, ja, et par af dem levede udelukkende heraf. Jeg fandt nogle hundrede meter inde i grantykningen et lille engdrag, eller rettere et sivhul. Her ville vildtet sikkert vexle. Jeg fandt et passende sted i skyggen for månen. Klokken var 1. jeg vidste, at der hvor jeg stod, var det statsskov, og hva’? — jeg var jo selv noget af staten, så synden synes mig ikke så stor.

En hare listede pludselig ind i granerne overfor mig, eller var det en ræv? Hjertet arbejdede. Skovfogeden behøvede jeg vist intet notits at tage af, han var halvgammel og brød pokker om krybskytter. Dog var der vist kommen en ny på naboskovparten, men han holdt sig vel på sin egen skovpart.

Nu knækkede der en gren i granerne, og jeg fik atter denne hersens jagtfeber. Spændende var det bestemt. Ud på lysningen kommer et stykke råvildt, og da det ikke er 20 m. borte, betænker jeg mig ikke, men hæver ”Pigtæskeren” (1). Knaldet kommer og dermed røgen, og minutter efter er den anden side af lysningen synlig og der ligger et sprællende dyr. Atter var der noget at putte i gryden. Jeg går ud på min egen jagt og brækker der dyret op, så det bliver lettere at bære.

Alt gik jo godt, ingen forstyrrelser, jeg måtte så hellere holde mig til statsskoven, og blive fra grevskabets skove. Der var så mange, både overskytter og underskytter, og de kunne jo være ubehagelige nok, selvom jeg var stor og stærk og kunne klare mig over for de fleste kolleger i byen og omegnen. Jeg mente det ikke kunne betale sig at slæbe bøssen med hjem, den blev gemt i en grantykning, jeg skulle jo snart bruge den igen.

Den lille eng besøgte jeg hele månens lysetid ud, og det gav tre dyr. Jeg ventede så på at næste måne skulle komme, for der var ingen grund til flytning, stedet var godt, og der vexlede også kronvildt, havde jeg set. Den nye skovfoged havde jeg set på kroen. Desværre holdt jeg lidt for meget af de små sorte, hvilket også gjorde at ugelønnen blev mindre for hjemmet. Nå, men den skovfoged mente jeg nu ikke man behøvede at ængstes for, han var lille og klejn og kunne vist blæses bort, og så var der vel også frit slag på hans terræn. Men foreløbig blev jeg i mit lille sivhul.

Næste gang jeg tog derud var det højt vejr, men lidt blæst, granerne omkring var meget tætte, så jeg mærkede ikke meget til den kolde vind, som blæste udenfor skoven. ”Pigtæskeren” havde fået sine hjemmegjorte patroner i kammeret, ladet med svaneknopper (2) og en ekstra tildeling af krudt bag ved. Papskiver brugte jeg ikke men avispapir, det gik udmærket. Skyderen blev jo noget rød efterhånden, men den var heller ikke mange sure sild værd i forvejen. Jeg stod og havde det ganske rart på min sædvanlige plads. En lille gran foran mig og mange bag mig.

Da knækkede en pind bag mig, og det undrede mig for så meget vidste jeg da. at vildtet kom ikke den vej ud når det havde mig i vinden. Atter en gren knækkede, og jeg drejede hovedet, men så intet i de tætte graner. Nå, måske var det en brok (3), de var vist så dumme. Der gik nogle minutter før næste gren hørtes knække og jeg begyndte at ængstes lidt, for noget muggent var der ved det, da jeg pludselig får lige som en sæk kartofler over mig, og ryger i jorden.

Jeg opdagede skovfogedens uniform, ham den lille han skal få, og jeg forsøger at gå til modangreb, men får et aldeles bedøvende slag i nakken og i munden for løse tænder rundt. Jeg overgav mig til denne dreng i forhold til mig.

Ør i knolden og gennemhøvlet når jeg hjem, og så var konen gal. Nu betød det heldigvis kun nogle lå dage i brummen, for bøden kunne jeg ikke betale. Skovfogeden var endda så flink, at han tilbød, jeg måtte køre med den dag, vi skulle møde i retten, og der var en mils vej. På vejen der ned, snakkede vi både om det ene og det andet, og han var virkelig flink, men man skulle vist alligevel passe på ham, for han var gesvinst som en kat. Han var endda grov i retten, og sagde rent ud til politifolkene, at en sådan straf som krybskytterne fik, var kun til at gøre grin med ham. Nå. men jeg fik min dom, og måtte brumme en kort tid.

Det var første gang, men ikke sidste. Jeg begyndte hurtigt på mine bedrifter igen, men større forsigtighed måtte der til.

Jeg ville nu forsøge mig på grænserne mellem statsskoven og grevskabets skov. Skød jeg noget skulle det ikke transporteres hjem før lige ved daggry, og når man skød på grænserne, kunne den ene tro at det var den andens skov og omvendt. Mit næste stykke vildt faldt på brandlinjen mellem de to skove. En dejlig hjort, han var ikke 5 meter fra mig. Jeg sad på en hjemmelavet jagtstol, og op ad en tykning, hvorfra vexlen førte over til en mose. Jeg hørte vildtet komme, og havde kanonen ved kind da hjortens hoved viste sig ud fra tykningen. Han fik ”plasteret” lige i Panden og slog nogle forfærdelige kraftspring, men heldigvis ind i granerne igen.

Da slagene af hans klove ebbede ud, listede jeg mig ind og fandt ham stendød. Hvad nu? Han vejede nok 150 pund, og var ikke sådan at slæbe med. Jeg fik indvoldene ud. og kom så i tanke om at disse skovtrolde jo kunne være ude og så hørt knaldet, derfor besluttede jeg mig til at forholde mig roligt foreløbig. Jeg kiggede ud af granerne og ud over mosen og nød det dejlige vejr. Kom jeg blot hjem med ham, hjorten, var der mad til mange dage.

Jorden var frosset og jeg kunne se rimen på lyngen i mosen. En frisk skrå var på sin plads (nu kunne de ikke bides af med fortanden, da de røg mit slagsmål med skovfogeden), dog først en stor dram af lommelærken - en lille medicinflaske. - Da hørte jeg trav, og trak mig tilbage i granerne. Stemmer var der også, så skulle da pokker. Jeg lagde mig på maven, og kiggede ud under granerne - men ellers godt dækket.

Jeg ser da i mosekanten skovfogeden og en mere komme listende, undersøgende vexlen, men fandt intet. De drøftede sagerne og kom op ad brandlinjen mod mig. Jagtfeberen var der, eller var det nærmest kløene jeg rystede for. De talte sagte, og jeg hørte skovfogeden sige, at det. måtte være heromkring, at skuddene var faldet, i alle tilfælde ved denne mose.

De blev stående længe, men gled da omsider forbi mit skjul, og jeg takkede Vorherre for, at hjorten ikke havde slået sit kraftspring efter mosen til, for så ville den i alt fald være gået tabt.

Jeg hørte deres fodtrin fjerne sig, og listede hovedet uden for granerne. I måneskinnet så jeg dem forsvinde mere og mere efter byen til, og jeg fik bange anelser, nu stod de muligvis ved mit hjem og tog mig ved hjemkomsten. Fra den side kunnne man vente alt, og jeg blev stående og siddende til kl. 5, tog da og parterede dyret så godt det lod sig gøre, stoppede ryg og en kølle i medbragte sæk, og listede samme vej som skovfogeden, da jeg nåede nærmere byen var kl. 6 1/2. Jeg lagde byttet fra mig i skovkanten. Herfra var der kun 500 m. jeg listede ind i byen fra en anden kant og nåede huset uden tiltale, men ved naboens udhus, gloede to mand efter mig. Jeg kendte uniformen på den ene, jeg gik ind som ingen ting at have set, og tilsyneladende endda med en ”kæffert” på. Lidt efter listede de to fyre hjem, og jeg forsvandt i spring efter sækken med noget at kødet. Resten hentede jeg i mørkningen om aftenen, uden tiltale eller anden oplevelse.

Jeg blev taget et par gange mere siden, sidste gang en lille juleaftens dag, siden da var det slut.

Nu er jeg gammel og grå og mangler stadig fortænderne.

Jens Løth

...og det var så derfor, at fortænderne blev slået ud.

Efter at have mistet sine fortænder blev Jens flere gange citeret for at sige følgende: "Om jeg dog vidste, hvordan to tænder kunne ryge ind ved at få et slag i nakken."

I bogen "Krybskytter i Danmark", - hvor ovenstående manuskript som nævnt er gengivet, - kommenteres Jens Løths's sammenstød med skovfogeden, af skovfogedens søn Poul Larsen. Om episoden hvor Jens mister fortænderne fortæller Poul Larsen, at hans far ganske rigtig rammer Jens i baghovedet med en knippel, men da der var tale om en gummiknippel, bøjede enden af kniplen ned under slaget og slog Jens's fortænder ud.

....skovfogeden fortalte aldrig Jens, at han blev slået ud med en gummiknippel.

Ordforklaringer.

"Pigtærsker": I virkeligheden et landbrugsredskab, der fjerner kernerne fra stråene, men tilsyneladende benyttet som "øgenavn" for jagtvåben med en halvfarlig tændsats.
Svaneknopper: Betegnelse for de største hagltyper man kunne lade geværet med.
En brok: En grævling